22. december 1998
Fælles pressemeddelelse
fra OOA og Greenpeace-Danmark
Provokerende svensk juridisk smøleri i sag om lukning af
Barsebäck
København/Malmö. 22. december 1998 -- Regeringsretten i Sverige
meddelte tirsdag kl. 10.00, at retten først i løbet af nogle måneder vil træffe en
afgørelse i den verserende sag om lukning af reaktor 1 på Barsebäck.
Det er mildest talt uacceptabelt, at det atter er lykkedes for Barsebäcks ejer
Sydkraft at udskyde den lukning af Barsebäck 1, som den svenske regering har besluttet
skulle være sket allerede 1. juli i år.
"Med Regeringsrettens udspil i dag er det tydeligt for enhver, at juristeriet
helt har fået overhånd - samt at hensynet til Sydkrafts økonomiske interesser
øjensynligt tæller langt højere end hensynet til befolkningens sikkerhed"
udtaler Tarjei Haaland, Greenpeace Danmark.
Regeringsretten udtalte også, at den måske vil sende dele af sagen til høring hos
EU. Det kan i givet fald betyde op til to års yderligere udskydelse.
"Det er urimeligt, hvis hensynet til EUs konkurrence-regler kan forhindre en
demokratisk beslutning om at lukke et atomkraftværk i Nordens tættest befolkede
område" siger Lena Warrer, Energibevægelsen OOA.
OOA, Ryesgade 19, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45
E-mail: ooa@email.dk
Sidst opdateret 22. december 1998
|