Historien om 'Atomkraft? Nej tak' mærket

Få mere at vide om:

OOA
Nyhedsbreve
Atomkraft
Barsebäck
Energipolitik
Drivhuseffekt
Internationalt
Links
about ooa About OOA

Energibevægelsen OOA
Organisationen til Oplysning om Atomkraft


Bjerge af svensk atomaffald

Allerede i 1980, erklærede Sverige som det første land i verden atomkraftens affaldsproblemer for løst, i hvert fald på papiret!
Men det var nok mere en politisk bestemt "løsning" end en reel teknisk forsvarlig "løsning".
Affaldet skal efter planen deponeres i lagre under Østesøens bund og kapsles ind dybt nede i grundfjeldet. Imidlertid kritiserer flere eksperter løsningen og den folkelige modstand mod deponeringer er stor, så ingen svenske kommuner har lyst til at blive udnævnt til atomskraldespand. Foreløbig er affaldet placeret i midlertidige lagre, og intet højradioaktivt atomaffald er slutdeponeret endnu.

Af Lena Warrer, OOA. 1990

Sveriges "løsning" blev vedtaget i 1979 under så skandale-artede omstændigheder, at det næsten er synd, at der ikke er plads til at fortælle om det her.

Princippet i affaldsløsningen er enkel: Det lav- og middelradioaktive affald opbevares i mindst 500 år på et kæmpemæssigt lager 60 meter under Østersøens bund. Lageret Hedder "SFR" og er beliggende ved Forsmark atomkraftværk - ca. 120 km nord for Stockholm.

Hvad angår det højradioaktive atomaffald, så skal det indesluttes i tætte kobberkapsler, som skal deponeres i tuneler 500 meter nede i det svenske grundfjeld. Når deponeringen er helt fyldt med affald lukkes alle skakter og tunneler med hårdt sammenpresset bentonit. For bægge anlæg gælder, at de "efter brug" forsegles og forlades. Ifølge atomindustrien skal atomaffaldsdepoterne hverken kontrolleres eller overvåges sidenhen.

Den højradioaktive løsning kalder man for "SFL", men et problem med den er at det hele er lavet af papir. Endnu i dag er ikke et eneste sted i Sverige fundet egnet til deponering af højradioaktivt affald. Modstanderne af affaldsplanerne frygter for radioaktiv forurening omkring deponeringsstederne, ligesom man går imod at efterlade deponeringerne ubevogtede og uden mulighed for indgriben hvis noget alligevel skulle gå galt.

Atomindustrien har udpeget 15 mulige deponeringssteder rundt om i Sverige. Men alle er blevet sagligt kritiseret, og industriens borehold er blevet mødt af folkelig modstand. Tilsyneladende ønsker ingen kommuner at blive udnævnt til atomskraldespand - selvom det sker i "rigets interesse".

Der er i dag lokale protestgrupper ved hvert borehul. En af de mest kendte er nok gruppen "Rädda Kynnefjäll". Da Kynnefjäll - dette smukke naturområde og vildmark helt oppe i hjørnet i Bohuslänved grænsen til Norge stod for tur, oprettedede lokale beboere 24 timers vagt ved tilkørselsvejene for på denne måde at forhindre boremandskabet i at komme frem. Gruppen byggede deres vagtskur af træ lige midt på en af vejene, og det står der endnu. Besættelsen af Kynnefjäll foregår i dag på niende år, der er stadig ikke blevet prøveboret i området.

Kampen for at rede Kynnefjäll er en af de længste, ikkevoldelige anti-atomkraft protester i verden, og er efter hånden blevet noget af et symbol for kampen mod de svenske atomskraldespande.

I mellemtiden hober atomaffaldet sig op ude ved de enkelte atomkraftværker. Eksempelvis var der ved barsebäck i 1985 ophobet over 200 ton højradioaktivt affald. Bedres situationen ikke, kan den manglende affaldsløsning true fortsat produktion på atomkraftværkene.

For at vinde tid besluttede politikere og atomindustri at lade et såkaldt mellemlager for højradioaktivt affald opføre. Lageret hedder "CLAB" og er beliggende overfor Öland ved Osakshamn atomkraftværk. Det brugte atombrændsel skal her ligge til midlertidig lagering i 40 år i venten på den endelige løsning. De fleste er i dag enige om, at CLAB blot var en måde at udskyde problemet på. At CLAB skulle sløre, at det endnu ikke var lykkedes at finde en rimelig løsning på atomaffaldsproblemet.

Fra sagkyndig side tager bl.a. Nils-Axel Mörner, docent i paleogeofysik og geodynamik ved Stockholms universitet afstand fra atomindustriens affaldsløsning. Mörner er specialist på bevægelser i grundfjelde, og har foretaget en indgående analyse af unge forkastninger og sprækker i området omkring Stockholm. Mörner er af den opfatning at grundfjeldets stabilitet var en hovedforudsætning. Jeg har påvist, at denne stabilitet er en myte, og at vi har utallige spor af unge forkastninger og store sprækkedannelser i forbindelse med meget store jordrystelser, samt at Sverigs såkaldte jordhævning er mere kompliceret end tidligere antaget.

Mörner konkluderer derfor:"Ideen med at lægge affaldet fra atombrændsel i bjerget, lukke til og overlade det fremtidige ansvar til bjerget forekommer derfor i dag måske endnu mere vanvittig, end den gjorde for ti år siden".

Men,men - i øjeblikket er det atomindustrien, der bestemmer. De har fremlagt deres planer, som er blevet godkendt for mange år siden. Og atomindustrien er godt i gang med at føre planerne ud i livet. Ifølge industriens køreplan skal det nuværende prøveboringsprogram fortsætte til 1993, hvor et par boresteder skal vælges ud til nærmere undersøgelse. I 1998 skal de mulige deponeringssteder. Arbejdet med opbygning at SFL-lagrene skal påbegyndes i år 2010, og selve slutdeponeringen skal indledes år 2020.

Atomaffaldssystemets idé og ejermand, Svensk Kärnbränselhantering AB (SKB), er af den opfattelse, at "Sverige er heldigt stillet, når det gælder grundfjeldet. Det skandinaviske grundfjelds-skjold hører til de mest stabile geologiske områder i verden - den er ikke blevet udsat for større forstyrelser i hundrede millioner af år."

Også Danmark generes. Den svenske atomaffalds løsning forudsætter adskillige atomtransporter hvert eneste år. De fleste af disse foregård ad søvejen i atomskibet "Sigyn". I første omgang handler det om at få flyttet det brugte atombrændsel fra atomkraftværkerne til det midlertidige lager, CLAB, på Sveriges østkyst.

Ifølge den svenske "Sötransportplan" gældende for perioden 1985-91 drejer det sig om 5-7 årlige transporter fra Ringhals atomkraftværk og om 3-4 årlige transporter fra Bärsebäck-værket. Netop transporterne fra Ringhals og Bärsebäck er specielt interessante, fordi de går gennem danske farevande - for det meste ned gennem Øresund. Herved påfører det svenske atomkraftprogram Danmark endnu en unødvendig og helt uacceptabel risiko.

Selv om den danske regering fra første færd (i 1982) godkendte de svenske transportplaner uden reelle protest, så er der absolut ingen grund til fortsat at finde sig i den svenske "atomterror". Der er tværtimod al mulig grund til fra en dansk synsvinkel at kræve Ringhals og Bärsebäck atomkraftværker lukket, og kræve atomtransporterne gennem danske farvande (og landeveje) stoppet.


[til velkomst-side] [til Barsebäck-emneside]

OOA, Ryesgade 19, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45

E-mail: ooa@email.dk

Sidst opdateret 29. oktober 1997