Hovedmenu:
-Velkomstside
-OOA
-Nyhedsbreve
-Atomkraft
-Barsebäck
-Energipolitik
-Drivhuseffekt
-Internationalt
-Links
about ooa About OOA

Internationale
artikler:

-NYT om ulykken på Tokai-mura anlægget i Japan
-KORT NYT om
hændelser, ulykker

-I TJERNOBYLs
skygge

-AHAUS, Atom-affald
i Tyskland

-EU, EURATOM &
atomkraft

-Expansion of French nuclear industry, report
-X-USSR, News
-HVIDERUSLAND (Belarus)

Energibevægelsen OOA
Organisationen til Oplysning om Atomkraft


Den 13. august 1999.

PRESSEMEDDELELSE

OOA opfordrer pressen til i den kommende tid, at gå i dybden med historien om Cassini rumsonden, NASAs mission til Saturn.

Missionen, som blev opsendt i oktober 1997, er aktuel netop nu idet den, på onsdag den 18. aug kl 4:28 om morgenen (dansk tid), vil svinge rundt om Jorden i bare 1166 kms højde. Problemet med det er at den medbringer 32,8 kg plutonium-238, hvilket er langt mere end brugt ved andre "deep-space" missioner. Ved en fejl manøvre, hvor sonden trænger gennem Jordens atmosfære og brænder op, kan plutonium lasten forstøves og blive spredt, med en global stigning af kræfttilfælde til følge.

I følge NASA selv, er det anslåede antal mennesker som samlet set "vil kunne blive udsat for 99% eller mere af den radioaktive stråling", i tilfælde af en "utilsigtet tilbagevenden til Jordens atmosfære": 5 milliarder. NASA indrømmer altså (allerede før opsendelsen) at en evt. forurening fra Cassini missionen vil kunne ramme 5 milliarder(!) mennesker globalt.

Plutoniumet bliver ikke brugt til fremdrift af sonden, men skal bare give mellem 600 - 700 Watt elektricitet (det samme som 10 - 12 almindelige el-pærer bruger) til de videnskablige instrumenter ombord.

Plutonium-238 har en halveringstid på 87,8 år, hvilket er langt kortere end det man bruger i atom-bomber, plutonium-239, med en halveringstid på 24.500 år. Den korte halveringstid betyder at plutonium-238 afgiver sin radioaktivitet langt hurtigere, og derved er 280 gange mere radioaktiv.

I følge Dr. John Gofman (det medlem af Manhatten projektet, som isolerede de første få milligram plutonium), vil spredning af så meget plutonium-238 klart medvirke til en global stigning af kræfttilfælde. Det er så farligt at selv mindre end en milliontedel af et gram, et usynligt partikel, kan være en kræftfremkaldende dosis. Hvis man fordelte et pund ligeligt over hele kloden ville det hypotetisk kunne give lungekræft til alle personer på jorden.

Et uheld med en fejlaffyret amerikansk kommunikations satellit i 1964 er den største kilde til plutonium-238 i naturen i dag. Også i 1996 blev en del plutonium frigivet da den Russiske Mars-96 faldt ned over Andesbjergene. Både i USA og Sovjet/nu Rusland har der i 12 % af satelitterne der har haft atomart brændsel med, været ulykker eller fejl. Se bilag 1 for et par eksempler på fejlslagne missioner.

Den amerikanske journalist Karl Grossman har brugt flere år på at afdække NASAs brug af det radioaktive plutonium-238 til brug i rummissioner til de ydre planeter. Bilag 2 er en forkortet dansk oversættelse af hans historie om den fejlslagene MARS-96. For at afdække den historie fik Karl Grossman "the award for the most under-reported and best censored story of 1996".

I sin bog "The Wrong Stuff" om Cassini, beskriver Karl Grossman bl.a. hvordan det med nye super effektive solceller udviklet at European Space Agency, faktisk ville have været muligt for Cassini missionen at bruge solen som kraftkilde i stedet for plutonium.

OOA har et eksemplar af bogen til rådighed, som kan ses på OOAs bibliotek.

USAs regering har i god tid før opsendelsen sørget for at rummissionen falder under en lov fra slutningen af 50erne ('the Price-Anderson Act') som begrænser det økonomiske erstatningsansvar ved atomare uheld til 8,9 milliarder USD for uheld inden for landets egne grænser og til bare 100 millioner USD for uheld uden for USA. Hvis Cassini altså falder gennem atmosfæren på onsdag, og efterlader sig et radioaktivt spor over eksepelvis Europa, vil USA ikke dække mere end 100 millioner USD af udgifterne på at flytte dyr og mennesker, evt. hele byer, som i følge NASAs egen miljørapport kan blive nødvendig. En gigantisk operation som uden tvivl ville koste meget mere.

OOA tager skarpt afstand fra NASAs brug af Plutonium-238. Samtidig er det forkasteligt at man lader missionen blive dækket af 'the Price-Anderson Act'. Det er i direkte modstrid med "The Outer Space Treaty", som 1967 blev vedtaget af FN (med USA som medunderskriver) for at sikre en fredelig udnyttelse af rummet omkring jorden. I følge traktaten er "ethvert land som sender et objekt til det ydre rum, internationalt ansvarlig for skade det kan bibringe andre lande." Yderligere i følge traktaten skal rumfartsnationer "undgå enhver brug af rummet, som vil føre til harmfuld forurening af rummet".

Med venlig hilsen

Mads Eskesen og Bjarne Hejlskov Nielsen

Nogle gode WWW-adresser om Cassini-missionen:
www.jpl.nasa/gov/cassini
www.jpl.nasa/gov/cassini/today
www.globenet.free-online.co.uk
www.nonviolence.org/noflyby
www.afn.org/~fcpj/space

Se "The Outer Space Treaty" på: www.un.or.at/oosa/treat/ost/ost.html



Bilag 1

Liste med eksempler på fejlslagne rum missioner med plutonium som kraftkilde.

- Stadig i rumfartens barndom mislykkedes det, den 21. april 1964, for en amerikansk navigations satellit at komme i kredsløb. Den går i stykker, da den brænder op i atmosfæren 120 km over Madagaskar og frigør derved de [2,1 pund] 953 gram plutonium, den har ombord som brændsel.

- Den 18. maj 1968 når en Nimbus B-1 meteorologisk satellit ikke sit kredsløb pga. fejl i løfteraketernes styresystem. Den bliver bragt til ødelæggelse i 30 kms højde og falder i vandet ud for Californiens kyst. Heldigvis beskadiges batterierne med [4,2 pund] 1,9 kg plutonium ikke og fiskes senere op.

- I 1970 bliver astronauterne ombord på Apollo 13 tvunget til at forlade rumskibet. Det forliste måne modul falder i havet. En ret kendt historie, der bl.a. blev lavet en Hollywood-film om. Hvad der ikke er så kendt er at Apollo 13 havde [8.3 pund] 3,8 kg plutonium ombord på måne modulet, som nu ligger på havbunden i det sydlige Stillehav på 6.000 meters dybde.

- I 1986 eksploderer Challenger rumfærgen lige efter 'lift-off'. Dens næste mission skulle have været at løfte Ulysses rum-sonden, med [24,2 pund] 11 kg plutonium, op. Ulysses blev først sendt afsted i 1990, stadig med sin farlige last ombord.

- I 1989 letter Galileo uden problemer under opsendelsen. Tekniske problemer beskadiger dog rumskibet permanent. Den havde hele [49,25 pund] 22,3 kg plutonium ombord.

- I november 1996 falder den Russiske Mars96 rum-sonde tilbage gennem jordens atmosfære og falder ned i bjergene mellem Chile og Bolivia. Den havde et halvt pund plutonium med, men det er ukendt hvor meget der blev frigivet over de to sydamerikanske lande.

- Kun to måneder senere, i januar 1997, eksploderer en Delta-II raket under opsendelse fra Florida. Beboere så langt væk som [73 mil] 118 km bliver bedt om at holde sig indendørs med vinduer lukket og air-condition slukket. Der var ingen plutonium på Delta-II raketten, men uheldet viser hvor langt partikler fra raketter kan spredes ved en eksplosion. Det gør folk i Florida området nervøse for opsendelsen af den prestigefyldte Cassini rumsonde, som den 15. oktober 1997, kl 4:43 om morgenen, 9 dage forsinket, letter med [72,3 pund] 32,8 kg plutonium ombord på vej mod udforskningen af Saturn, en af de fjerne planeter i solsystemet. I Florida havde der kørt en massiv kampagne for at få missionen til 3,4 milliarder dollars, stoppet pga. de 32,8 kg plutonium, der - hvis rumsondens løfte raket eksploderede - ville være risiko for vil drysse ud over halvøen.



Bilag 2

Dansk forkortet oversættelse af Karl Grossmans historie om den fejlslagene MARS-96, fra bogen "The Wrong Stuff".

Søndag eftermiddag, den 17. november 1996, bliver præsident Clinton afbrudt i sin ferie på Hawaii med en vigtig meddelelse: Det fjerde trin af den Russiske Mars96 rumsonde er blevet forkert affyret efter opsendelsen dagen før fra Baikonur rumfartscenter i Kasakhstan. Det fik den syv tons tunge rum-sonde til at gå i kredsløb om jorden i stedet for at fortsætte mod Mars. USA's 'Space Command' fortæller Clinton at man regner med, at den vil trænge gennem atmosfæren i løbet af et par timer og falde ned over den østlige del af det centrale Australien. Clinton skulle dagen efter have begyndt en Asien tur i netop Australien, og skynder sig at love landet sin fulde opbakning i tilfælde af en katastrofe.

I Australien er militæret i alarmberedskab og man forbereder at iværksætte landets "beredskabsplan for indtrængen af vragdele fra rummet". En plan som blev lavet i 1988 da der var fare for at den Sovjetisk atomdrevne Cosmos 1900 ville falde ned over Australien. Rusland blev kritiseret for ikke at advare landet, og for ikke at ville dele den slags vitale oplysninger.

Historien bliver top nyhed og de globale nyhedsbureauer kaster sig frådende over den. Reuters citerer en anonym russisk atomfysikker for at: "Den aktuelle plutonium isotop er flere hundrede gange mere radioaktiv end det man bruger til militært brug. ... Hvis det spredes over jorden, er det yderst farligt og vil foranledige betydelig forhøjelse af kræftsygdomme."

Det der er ombord på rumsonden er 270 gram plutonium-238 indeholdt i fire små hylstre såkaldte 'termoelektriske generatorer'. Plutonium-238 har en halveringstid på 87,8 år, hvilket er langt kortere end det man bruger i atom-bomberne, plutonium-239, med en halveringstid på 24.500 år. Den korte halveringstid betyder at plutonium-238 afgiver sin radioaktivitet langt hurtigere, og er 280 gange mere radioaktiv.

...

Sent søndag aften kommer USA's Space Command med en opdatering, som siger at sonden vil falde i Stillehavet øst for Australien, men det russiske 'Rossiikiye Vesti News' siger at den allerede er faldet i vandet vest for Australien. Rusland har desværre det handicap at, på grund af landets økonomiske vanskeligheder, er den båd som bruges til at spore satelitter i kredsløb om Jorden, ikke til søs.

I USA er det nat og mens aviserne trykker deres kæmpe overskrifter om at sonden vil falde i havet [500 mil] 800 km syd-øst for New Zealand, annoncerer Space Command at den er faldet ned vest for den sydamerikanske kyst mellem Påske øen og Chile.

Det russiske ITAR-TASS siger nu også at den er faldet i Stillehavet ud for den sydamerikanske kyst, selvom det er i et andet område end hvad amerikanerne mener. De er dog begge enige om at den er faldet i vandet og at der ikke er nogen fare for den Chilenske befolkning.

Det betydder altså at der ligger 270 gram plutonium på bunden af Stillehavet, hvis det altså ikke er forstøvet i atmosfære under nedfaldet. Rusland forsikrer at de små hylstre er designet til at kunne klare en sådan indtrængen i atmosfæren og de derfor ikke kan være brændt op.

I Australien ånder man lettet op, men 11 dage senere ændrer USA's Space Command helt historien om hvad der skete: Rumsonden faldt ikke ned ud for den sydamerikanske kyst men på land, på grænsen mellem Bolivia og Chile og den faldt ikke ned søndag den 17. november men den 16. november altså dagen før Clinton blev advaret. Enhver vragdel som måtte have overlevet varmen ved gennemtrængningen af atmosfæren kan være faldet ned over et [50 mil] 80 km bredt og [200 mil] 300 km langt stykke af Stillehavet, Chile og Bolivia, med et centrum [20 mil] 30 km øst for den chilenske by Iquigue. Man mener nu at det som faldt i Stillehavet søndag den 17. november om aften var resterne af det fejlaffyrede fjerde trin på raketten.

...

I de chilenske bjerge har flere øjenvidner, inklusive en pensioneret australsk astronom, set et usædvanligt himmelfænomen den 16. november om natten. Det var klarere end den klareste stjerne og med et spor efter sig som var omkring 12 gange en fuldmånes brede. Ud fra halen sprang funklende gnister. Det bevægede sig næsten vandret og brød så op i små stykker som brændte op.

Australien havde kritiseret Rusland for ikke at give oplysninger fra sig. Nu var det de chilenske myndigheder som blev fornærmet. Da man troede at sonden ville falde over Australien blev landet, på præsident-niveau, advaret af USA, mens chilenerene ikke fik noget at vide før halvanden uge senere. "Er australske liv mere værd end chilenske liv?" spørger Manuel Baquedano, direktør for det chilenske institut for økologisk politik.

De russiske myndigheder giver aldrig Chile en beskrivelse af de fire 'termoelektriske generatorer' så et eftersøgnings hold kunne vide hvad de skulle lede efter. En undersøgelse af hvor stor en radioaktiv forurening der var tale om, er en meget kompliceret sag ikke mindst pga af de høje bjerge. USA's nationale sikkerhedsråd siger at en evt. forurening ikke vil kunne være stort andet end hvad der kom fra de franske atomprøve sprængninger året før, som man åbenbart ikke mener var noget at hæfte sig ved.

Dr. Barrera som har samlet øjenviden beretninger af det funklende himmelfænomen får ikke meget respons fra NASA. Han mistænker dem for ikke at ville have for meget opmærksomhed på hændelsen fordi det kunne få indflydelse på planerne om at opsende Cassini rum-sonden i oktober 1997 med [72,3 pund] 32,8 kg plutonium, næsten 150 gange mere end hvad der var på den forliste Mars96 rum-sonde.

Fordi USA missede nedslaget af den første del af Mars96 sonden er der flere kritiske røster inden for de videnskabelige cirkler, der bekymrer sig for rum-programmernes evne til at spore objekter i rummet omkring jorden. Ikke mindst fordi Cassini rumsonden knap to år efter opsendelsen i '97 vil komme tilbage mod jorden for at svinge rundt om planeten i lav højde, på vej videre ud i rummet.

Den slyngmanøvre, kommer til at foregå nu på onsdag den 18. august.

[OOAs velkomstside] [til international-emneside]


OOA, Blegdamsvej 4 B, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45

E-mail: ooa@email.dk

Sidst opdateret 26. oktober 1999