Hovedmenu:
-Velkomstside
-OOA
-Nyhedsbreve
-Atomkraft
-Barsebäck
-Energipolitik
-Drivhuseffekt
-Internationalt
-Links
about ooa About OOA

Internationale
artikler:

-NYT om ulykken på Tokai-mura anlægget i Japan
-KORT NYT om
hændelser, ulykker

-I TJERNOBYLs
skygge

-AHAUS, Atom-affald
i Tyskland

-EU, EURATOM &
atomkraft

-Expansion of French nuclear industry, report
-X-USSR, News
-HVIDERUSLAND (Belarus)

Energibevægelsen OOA
Organisationen til Oplysning om Atomkraft


Tyve år med Tre Mile Øen.
Rapport fra området omkring Tre Mile Ø-værket, i anledningen af 20 årsdagen, for en af verdens hidtil værste atomkraftulykker.

Af Mads Eskesen, OOA, Tre Mile Øen, den 28. marts 1999.

Klokken ti om morgenen den 26. marts 1999 er en lille gruppe mennesker ved at gøre klar til pressekonference i Harrisburg's regeringsbygning. Under den store kuppel, omgivet af søjler og en udstilling om den tidlige amerikanske historie vil folkene højtidligholde at det om to dage er 20-årsdagen for en af verdens største atom-ulykker. En ulykke, som fandt sted mindre end 20 km syd for regeringsbyen i staten Pensylvania

Det er hverken ejerne af det skæpnesvangre atomkraftværk Three Mile Island, "Tre Mile Øen" eller staten Pensylvania's regering, som står bag pressekonferencen, de har nemlig ikke fundet det nødvendigt at gøre noget særligt i forbindelse med årsdagen.
Den lille gruppe mennesker, er en forening af borgere, der kalder sig "Three Mile Island Alert". Allerede før ulykken havde de advaret om risikoen for et uheld.

Pressemødet består af en række inviterede talere; videnskabsfolk, der skal gøre pressen interesseret i at skrive om årsdagen for Tre Mile Øen på trods af USA's bomninger af Kosovo, der ellers fylder alle TV kanaler.

Dr. Michio Kaku, professor i teoretisk fysik fra the City University of New York har i mange år arbejdet med at finde årsagen til uheldet i '79.
"Den 1. jannuar år 2000 vil jeg ikke flyve, jeg vil kopiere udskrifter af mine bankkonti for at være sikker på ikke at miste min opsparing den næste dag og jeg vil bestemt ikke være i nærheden at et atomkraftværk!", siger han.
"De er ustabile, de er ikke færdiggjorte og sidst men ikke mindst er de unødvendige eftersom det er en forfejlet teknologi og vi fysikere må forstå at vi bærer en del af skylden", siger Dr. Michio Kaku. "Vi skabte denne teknologi. Den forblændede os. Og nu går det op for os, at vi alt for tidligt satte teknologien ud pa det frie marked, og vi ser hvilke problemer det skaber rundt om i verden".

"Vi har "dissekeret" Tre Mile Øen. Vi har lavet computersimuleringer, hvor vi sekund for sekund kan se hvad der rent faktisk skete. For tyve år siden, den morgen, da overtryksventilen åbnede sig og millioner af liter kølevand blev lukket ud i bunden af værket, ved vi nu at 75% af kernen var blotlagt", siger Michio Kaku. "Temperaturen steg til omkring tre tusind grader celcius. 90% af kernen blev ødelagt klokken 4 om morgenen og det var rent og skær held at vi ikke fik et "klasse ni" atom-katastrofe i vores baghave. Det var rent og skær held at værkets tilsynsførende tilfældigvis lukkede overtryksventilen".

"Hvad nu hvis...?"
"Vi fysikere spørg os selv hver dag: "hvad nu hvis..?", fortsætter Michio Kaku. - "Hvad nu hvis Bryan Maylor ikke havde lukket ventilen, som blødte hjertet af atomkraftværket ud i kælderen. Computersimuleringer viser at der klokken 7 den morgen, den 28. marts for tyve år siden, ville kernen have nået smeltepunktet - HELE kærnen, og de første stadier af en "klasse ni" atomnedsmeltning ville være begyndt".
"Klokken 8 ville kernen have trængt gennem reaktorbeholderen, mens folk var ved at tage på arbejde. Indkapslingen omkring reaktoren ville være sprunget på grund af overtryk, fulgt af en damp-eksplosion når kernen faldt i vandet. - og klokken 9 den dag, ville en sky, et radioaktivt udslip, være kommet fra reaktorbygningen på Tre Mile Øen".
"Ved middagstid ville guvernøren være blevet alarmeret om katastrofens omfang og blevet tvunget til at hidkalde hæren for at gennemtvinge en evakuering af Harrisburg. Så tæt kom vi på at få et radioaktivt månelandskab i stedet for et levende område".
"30 minutter fra en national katastrofe", siger Dr Michio Kaku og ser ud over de forsamlede amerikanske journalister.

Ingen ved hvad der præcist skete.
Helt præcist hvad der skete er der ingen der ved. Opklaringsarbejdet blev væsentligt besværligere, fordi den printer som udskrev computerens fejlmeddelelser, på papir, ikke kunne følge med i det tempo fejlene opstod. På et tidspunkt måtte operatørerne nulstille den for at se hvad der skete netop nu, hvorved flere timers fejlmeddelelser gik tabt i logbogen.
Tre Mile Øen's blok-2 var den ene af værkets 1000 MW trykvandsreaktorer, som var sat i drift mindre end tre måneder før uheldet skete.
I en trykvandsreaktorer overføres energi fra reaktorens kerne, via to vandkredsløb til de turbiner, som producerer electricitet. Disse kredsløb er designet til at holde reaktorens temperatur under en sikker grænse.
Vandet i det primære kredsløb, løber forbi selve reaktorkernen hvor det optager varme, derefter løber det videre til en dampgenerator hvor varmen overføres til det sekundære kredsløb. Her bliver vandet til damp, der driver de el-producerende turbiner.
I det primære kredsløb er vandet stærkt radioaktivt og flere hundrede grader varmt. For at forhindre vandet i at fordampe, holdes det under et meget højt tryk. Heraf navnet trykvandsreaktorer. Hvis trykket falder, så vandet bliver til damp, er reaktorkernen i fare for at blive overophedet. I værste fald kan kernen blive blotlagt og begynde at smelte.
I dampgeneratoren, løber vandet fra det primære kredsløb gennem tusinder af små metal-rør, nedsænket i ikke-radioaktivt vand under lavt tryk. Vandet i dette sekundære køle system bliver til damp, hvilket driver trykvandsreaktorens turbiner.

Om morgenen den 28. marts 1979 kørte blok-2 på 97% af den maximale kapacitet.
Klokken 4:00:37 lød en alarm. En vandpumpe i det sekundære kredsløb var gået i stå hvilket automatisk fik turbinen til at slå fra.
Selvom blok-2 ikke længere genererede electricitet kørte reaktoren stadig med fuld kapacitet. Da det sekundære kølesystem ikke længere fungerede fik det temperaturen i det primære kredsløb til at stige, hvilket igen fik flere automatiske systemer til at reagerer.
Først åbnede en overtryksventil for at reducerer trykket fra det primære kredsløb, derefter lukkede reaktoren automatisk ned. Det sker kl 4:00:47, altså bare 10 sekunder efter at ulykken begyndte.
Det er ikke unormalt, det er faktisk sket mange gange før at systemet er lukket ned på den måde, og operatørerne regner med at overtryksventilen vil lukke igen efter 13 sekunder hvilket indikatorer også viser at den gør. Problemet er bare at den har sat sig fast og rent faktisk fortsætter mere end to timer med at dræne radioaktivt damp ud af det primære køle-system.
Backup-systemer som skulle have pumpet vand ind i det sekundære kølesystem, fungerer heller ikke. De var lukket pga vedligeholdelse, og endnu engang vises dette ikke på skærmene i kontrolrummet. Operatørerne kører altså værket i blinde uden at vide hvad der rent faktisk sker.

Ingen ved hvor meget radioaktivitet der slap ud
I årene efter ulykken på Tre Mile Øen's blok-2 havde robotter og et specialt uddannet team af brandfolk travlt med at rydde op inde i den nedsmeltede reaktor, videnskabsfolk har skrevet tusindvis af rapporter om hvad der egentlig skete og hvor meget radioaktivitet der blev lukket ud under uheldet. Problemet er bare at ingen ved det præcist.
Fordi videnskabsfolkene er uenige, og eftersom "G.P.U." - ejerne af atom-kraftværket, hævder at der ikke er nogle eftervirkninger på helbredet, kan der ikke udbetales erstaninger til befolkningen rundt om værket.
Hele diskussionen strander altså på hvor stor en dosis befolkningen blev udsat for, hvilke rapporter man kan stole på, og hvem der er blevet betalt af hvem for at sige hvad.

"Politistat"
I det landlige område ved værket har det ikke været god skik og brug at være imod, eller kritisere landets autoriteter. Rygterne om løgne og nedprioritering af faren var derfor et dobbelt chok for de fleste folk i den lille by Middletown. Offentlige hørringer på den lokale brandstation blev afholdt med et stort opbud af sikkerhedsfolk til at beskytte atomkraftværkets folk mod den vrede landbefolkning.
Jane Lee som bor kun 5 km fra Tre Mile Øen, fortæller:
- "Ved det første offentlige møde, de holdt, blev de nærmest lynchet. De sendte en fyr, lederen af den radiologiske afdeling ved USAs Atom Sikkerheds Kommission, Gucchi. Han blev spurgt om radioaktivt stråling. Han startede med at sige: "Hypotetisk set" da en mor til fem sprang op, løftede knytnæven og skreg at hendes børn sandelig ikke var hypotetiske. Folk løb op og slog i bordet, så det hoppede og dansede. Jeg trode næsten de ville slå ham ihjel".
"Det kom så tæt på vold som noget kan. Og derefter blev der aldrig holdt et møde uden vagter placeret ved døren og overalt i lokalet. Det her er en politistat, tænkte jeg, og det er hvad atomkraften havde bragt med sig", fortæller Jane Lee.
"Du taler med en som har været stolt af at vokse op som amerikaner. Jeg var stolt af vores forfædre og friheden de gav os, men den har vi ikke længere".

Egne sundhedundersøgelser
Træt af de offentlige bortforklaringer, har Jane Lee viet sit liv til at foretage egne undersøgelser:
"Det var ikke bare babyer som døde, eller en masse kvinder som aborterede, vugge-døden steg også gevaldigt. Børnedødeligheden steg til 12% over det normale".
"En ulykke som på Tre Mile Øen vil ske igen og igen. Ikke bare i det her land, men i alle lande. Da atomkraften fejlede, fejlede demokratiet også. Demokrati er en joke her i landet, og de fleste folk ved det godt, selvom de ikke taler højt om det", siger Jane Lee.
"I 1983 fik jeg fik fat på en doktor som udarbejdede et spørgeskema med de oplysninger jeg havde brug for. Personens navn, adresse og telefonnummer. Om man nogen sinde blev kontaktet af sundhedsmyndighedderne. Hvor lang tid man havde boet her, rejste man væk lige efter ulykken, hvor tog man hen osv. Hvert familiemedlem blev ført på med alder og en mængde andre personlige oplysninger. Vi spurgte dem også om deres husdyr. Det var en meget omhyggelig undersøgelse som tog mig hele sommeren", forklarer Jane Lee.
"Jeg kan ikke sige de præcise tal, men jeg var chokeret over den type helbredseffekter jeg fandt. Særligt problemer med bugskytskirtlen, samt fødselsdefekter, aborter og dødsfødte.
Det medfører en utrolig følelse af hjælpeløshed. Man gør et af to: man ser på hvad man har været udsat for eller man benægter simpelthen at det eksisterer. Og hvis du vil høre min mening benægter 60% at der kommer noget som helst fra det kraftværk".

"Muterede planter"
En anden "concerned citizen" er Mary Osborn, som bl.a. har brugt de sidste tyve år på at lave en samling muterede planter.

- "Efter ulykken begyndte vi at finde deforme og muterede blomster og blade. Det har vi gjort hvert år siden", siger hun.
"Det her fandt jeg i september 1984, det er et mælkbøtteblad på lidt under en meters længde, længere en en mands arm. Der var tre store klumper mælkebøtter som vi fandt et sted som havde ligget uberørt i de fem år efter ulykken. Personen, som boede der, havde metalsmag i munden, han havde tabt håret, han havde bylder på næse, arme og ben samt diare. Efter et stykke tid lagde han sag an, men døde under processen".
"Der er ingen som ved hvor stort udslippet var eller i hvilken retning det bevægede sig, men når man ser på de kort vi har, så har hele området omkring værket været dækket på et eller andet tidspunkt", forklarer Mary Osborn.
"I min forhave havde jeg året før plantet 200 tulipaner, og en af de første virkninger jeg så, var et kronblad som voksede direkte på siden af stænglen. Der var et hul på toppen, det sted hvor kronbladet skulle have siddet. År senere havde den samme blomst blade på toppen hvor blomsterne skulle have været", fortæller Mary Osborn om sin bizare samling.
"Det her er en mutation. Det er en Xenia. Halvdelen af blomsten, inklusiv midten er rød mens den anden har en hvid creme-farve. Så er der en gul ring, som måske er de reproduktive dele, men det ligner små blomster inde i blomsten".

"På markedet i Lancaster, en 20 - 30 km fra Tre Mile Øen, fandt jeg deforme grøntsager. Lancaster er spisekammeret her i det nord-østlige hjørne af USA, så det er ret væsentligt at vores madresourcer er blevet ramt og ikke bare vores blomster", mener Mary Osborn.
"Den her fandt jeg i mit eget nabolag. Det var en dobbelt-bellis med to gule kroner. Kronblade stak ud i midten med gult på begge sider og der var kronblade hele vejen rundt".
"Den her fandt jeg ved floden i Goldsboro. Manden som boede der blev vækket af larmen da reaktoren stoppede. Han fik hudkræft og hans kone fik brystkræft og de sagsøger begge to Tre Mile Ø-værket".
- "Kan du beskrive billedet her?"
- "Det er en Bellis med mange blomster på. En blomst var normal. En anden havde en blomst på hver side af stænglen. Tre af dem havde aflange mørkebrune centre som lignede larver. De er meget regtangulære, ikke engang ovale. Stænglen på den her var omkring 5 cm og flad. Den var ikke rund og den var ikke hul. Den var flad og havde mærkelige kronblade som voksede ud af stænglen".

"I 1984 var jeg i New Jersey for at besøge professor James Gongal fra Rocters. Han forskede i radioaktivitet på Brookheaven for den amerikanske regering. Han udformede en skriftlig erklæring, hvori det stod at: "De observerede plante-abnormaliteter kan været opstået som følge af det radioaktive nedfald den 29. marts 1979." Og det var ikke den første dag af ulykken, det var den anden. Han siger at på een dag var der udledt nok radioaktivitet til at skabe den virkning han så".
For nylig er et udvalg af billederne lagt ud på internettet, på adressen: www.TMIA.com hvor der også er en masse teknisk information og en smule om helbredsmæssige effekter.

"Vi ved at høj radioaktivitet kan gøre sådan", siger Mary Osborn, "men de sagde at der ikke var udledt nok radioaktivitet fra Tre Mile Øen til at forårsage nogle af de virkninger på folk eller dyr som døde eller blev deforme, eller på blomsterne. Der er noget helt galt med det billede. Så enten lyver de om hvor meget udslip der var, eller også har det udslip der var forårsaget de virkninger vi ser".

Tre Mile Øen's PR afdeling forklarer: "Ingen sundhedsskadelig effekter af ulykken"
På Tre Mile Øen's besøgs center, kan man se den robot der klarede oprydningen, mens plancher og videoer forklarer hvor sikkert værket er i dag.
Fra balkonen er der udsigt over til øen med de to reaktorer; blok-1 og blok-2, samt de fire store køle-tårne, hvoraf kun de to som hører til blok-1 bruser med damp. Det er lidt mærkeligt at stå kun nogle få hundrede meter fra det sted hvor verdens første seriøse atom-uheld på et civilt værk fandt sted.

David C. Carl fra TMIs PR afdeling forklarer at: "Det nok var en stressende periode for folkene i området. På kort sigt var der en vis grad af usikkerhed, men den rigtige historie bag TMI er at man i løbet af de sidste 20 år har lært lektien, gennem de mange undersøgelser. Ikke kun ejerne og Tre Mile Øen, men hele atom-industrien. Der er flere eksempler på dette. Der er foretaget mange fysiske modifikationer af værket på Tre Mile Øen, for at gøre kraftværket mere sikkert og mere drift-sikkert. Uddannelsen af operatørerne er blevet bedre, sammen med den menneskelige "interface" med maskinerne i kontrolrummet. Katastrofeberedskabet er også væsentligt forbedret, ligesom kommunikationen med det omkringliggende samfund - ikke kun med borgerne, men også med myndighederne".

"Uheldet på Tre Mile Øens blok-2 var et seriøst uheld, som resulterede i en stort set fuldstændig ødelægelse af den nukleare reaktorkerne i blok-2", forklarer PR-manden David C. Carl, som ikke mener man kan sige at det kom tæt på det såkaldte "kina syndrom" hvor kernen smelter ned gennem jorden. "Faktisk fungerede reaktorbygningen som den var designet til og tilbageholdt det meste radioaktivitet, hvorved ulykken faktisk forblev inde i bygningen".
Først efter år 2014 vil det blive besluttet hvad man gør med resterne af den ødelagte reaktor, som formodentlig vil blive fjernet samtidig med blok-1, når denne er taget ud af drift.
Hvad helbredsituationen angår, er der, ifølge David C. Carl, foretaget bunker af uafhængige studier, blandt andet udført af det nationale kræftforskningsinstitut og Pennsylvanias sundhedsministerie. "Undersøgelser der alle har indikeret at der ikke har været nogle sundhedsskadelig effekter af ulykken i 1979".
"-Non at all?"
"-That's correct."
"Værket har fokuseret på de trovædige videnskablige undersøgelser", forklarer David C. Carl omhyggeligt.

Men hvad er en troværdig videnskabelig undersøgelse egentlig?
PR-manden var trænet som en TV-speaker til at gentage de samme sætninger om og om igen. Så det er nok mere på sin plads at spørge en af de uafhængige videnskabsfolk, som har studeret eftervikningerne.
I 1982 tog Dr. Aileen Mioko Smith, som har studeret miljø videnskab (Environmental Science) ved Colombia University, til Pennsylvania for at undersøge hvilke virkninger radioaktiviteten har haft på befolkningen i området.

Hun forklarer hvordan den etablerede videnskab er blevet til en autoritet:
- "Jeg mener at videnskabens sande ånd, er at efterforske og stille spørgsmål for at prøve at forstå. Men nu til dags er det mere sådan at hvis man siger noget på en videnskablig måde, med et videnskabligt sprogbrug. Eller hvis man opfører sig på en måde som signalerer "videnskab", så bliver man anset for at være ekspert. Man bliver en autoritet og det man siger, vejer tungere end det en lægperson siger".
"Hvis en videnskabsmand derimod virkelig har søgt og virkelig har prøvet at blive klogere på et bestemt emne. Har tænkt meget over det, eksperimenteret og gennemprøvet ting, så er det jo helt fint for andre at lytte efter, netop fordi sagen er blevet studeret grundigt. Men hvad vi har for øjeblikket er noget helt andet; folk er arrogante. De tager en uddannelse, siger de er eksperter og begynder at se ned på andre".

"Hvem havde mest erfaring med at være udenfor heromkring da ulykken fandt sted", spørger Aileen Mioko Smith. "Det er jo de folk som bor her og ikke dem som kommer bagefter. Det er heller ikke autoriteterne som kommer for at forklare uheldet, det er de folk som rent faktisk oplevede det.
Vi lavede ikke en stikprøve-undersøgelse, vores mål var nemlig at lære mere om disse oplevelser, at lære mere om detaljerne. Det var ikke for at få en samlet forståelse af Tre Mile Øen, eller den gennemsnitlige persons oplevelse. Mange oplevede slet ikke noget, intet skete med dem under uheldet, mens der for andre skete en hel masse. Vi ville vide hvordan den metaliske smag var, hvis man havde oplevet en svigende følelse, hvordan var det så, hvad var der rent faktisk sket med dig."

"Hvis man ser tilbage i tiden kommer de fleste data fra Hiroshima og Nagasaki", fortsætter Aileen Mioko Smith. "Og så snakker man med de folk, som oplevede det, og de siger: Autoriteterne, de videnskabsfolk som kom og undersøgte os, de ville slet ikke lytte til os. Alt muligt var sket, men det ignorerede de. De ville kun tjekke deres bestemte forskningsfelt f.eks. om man har kræft eller ej. Meget af det som forekommer er de slet ikke interesseret i at høre om, de spørger ikke, og skriver det ikke ned."
"Så hvem ved. Vi må gå tilbage i tiden og se. Jeg tror på at langt mindre radioaktivitet kan forårsage forskellige symptomer hos forskellige slags folk. Der er stadig meget som skal læres.
Materiale basseret på et vagt videnskabligt grundlag, bliver nogle gange brugt med så fine videnskablige formuleringer at det kommer til at se ud som om det har været meget grundigt undersøgt. Efter et par årtier eller mere, kan det blive til "Biblen" for videnskab. Vi glemmer bare at den "Bibel" er baseret på et løst grundlag, især når det videnskablige ordbrug giver den autoritet. Som var det sandheden", advarer Dr. Aileen Mioko Smith

"Jeg har følt mig meget frustreret, utålmodig og vred over at oplevelserne som disse folk har haft, ikke er blevet mere anerkendt af samfundet. Vi må virkelig få autoriteterne til at indrømme - eller accepterer - disse oplevelser", opfordrer Aileen Mioko Smith.

"Det kan ske igen"
Kvart i fire om morgenen den 28. marts 1999, præcis tyve år efter ulykken, samles lidt over hundrede mennesker udenfor hovedindgangen til Tre Mile Øen.
Nogle folk er kommet fra forskellige steder i USA for at være med. Der er endda enkelte besøgende fra Taiwan og Japan, samt et par stykker fra Europa.
Michael Mariotte fra den landsdækkende organisation Nuclear Information and Resource Service, fortæller om sin tur til Tjernobyl og sammenligner de to uheld: "Tænk hvis man skulle gå i Harrisburgs gader uden en lyd, intet menneske, ingen trafik, ingen folk på caferne. De to uheld havde meget tilfældes og det kan ske igen så længe de lader blok-1 på Tre Mile Øen kører videre".

Klokken fire, præcis tyve år efter uheldet holder man et minuts stilhed, før en flok aktivister overtaget "showet", som er iscenesat som det kun kan lade sig gøre i et Amerika. De fem mennesker krydser over den blå linie der viser hvor atomkraftværkets område begynder, og lader sig stille og roligt blive arresteret, mens resten af mængden jublende ser til.
Arrestationer er vigtige - de giver billeder i TV.

[OOAs velkomstside] [til international-emneside]


OOA, Blegdamsvej 4 B, 2200 Kbh. N.
Tlf: 35 35 55 07, Fax: 35 35 65 45

E-mail: ooa@email.dk

Sidst opdateret 4. november 1999